Af Signe Byrge Sørensen
Filmproducent

Min branche er filmbranchen. Nærmere bestemt dokumentarfilmbranchen. Mine kolleger og jeg lever af at skabe film baseret på virkeligheden med almindelige mennesker som hovedpersoner. Vi laver film mange forskellige steder i verden.

Et typisk slogan i vores branche er, at ”virkelighed er mærkeligere end fiktion”. Et slogan, som passer godt til verden midt i coronakrisen.

Normalt er vi stolte af, at vi som dokumentarfilmfolk er dygtige til at følge med en omskiftelig virkelighed. Vores karakterers livshistorier kan ændre retning med meget kort varsel. Vi er vant til at kalkulere med mange scenarier.

Men coronakrisen har vist os, at der alligevel er rigtig meget, vi tager for givet, som for eksempel at vi kan mødes med hinanden, at vi nemt kan tage et fly til et andet sted i verden, at vi kan være fysisk tæt på vores hovedpersoner over lang tid. 

Alt dette må vi lige nu afstå fra. Vi må finde andre måder at forholde os til verden og vores profession på. 

Coronakrisen kræver ydmyghed af os alle. Det vil tage os tid at forstå, hvad denne virus betyder for vores økonomi, vores politiske system og for os som mennesker. Men kriser har det med at kræve handling. De giver ikke meget tid til eftertanke.

Lad mig derfor beskrive en aktuel begivenhed, hvor coronakrisen tvang folk til at tænke nyt, finde nye løsninger på rekordtid, og som endte med at blive en succesrig lektion i, hvordan krisen kan gå fra trussel til mulighed.

Alle bakkede op

I Danmark blev CPH:DOX den første udfordring, vi som branche måtte forholde os til. Festivalen er årets nationale højdepunkt for dokumentarfilm i Danmark.

Mange film, som har været år undervejs, har verdenspremiere i festivalens internationale konkurrencer. Det handler ikke blot om priser, men om lancering af filmene og deres instruktører på det internationale marked.

Samtidig afholder CPH:DOX et forum, hvor udvalgte filmfolk fra Danmark og hele verden efter en heftig udvælgelsesproces får lov at præsentere nye projekter til tv-redaktører, salgsagenter og andre potentielle filmfinansierer fra Europa, USA og Asien.

Alle film i programmet var annonceret. Alle nye projekter var udvalgt og klar til præsentation. Hele festivalen var klar til start. Og så blev Danmark lukket ned.

Men så trådte CPH:DOX’ kerneteam i karakter. I løbet af bare tre dage fik de med hjælp fra it-folk i Estland og New Zealand overført hele festivalen til en onlinefestival.

Det krævede opbakning fra hele branchen. Der er masser af regler for, hvor og hvornår en film må vises, og normalt må en festival ikke lægge filmene online. Så festivalen ringede til producenterne, der tjekkede med deres instruktører og tv-redaktører, og alle bakkede op.

Filmene skulle ud til publikum. Hvis det ikke kunne være i de biografer, som vi alle elsker, så måtte det ske online.

Det blev en fantastisk positiv kollektiv oplevelse. Festivalen har solgt 65.000 billetter og er nået ud til folk i hele landet – og er udvidet frem til 30. april. Også CPH:DOX Forum, der via Zoom skabte et onlineforum med fællesmøder og projektmøder, fungerede på fornemste vis.

Så hvad har vi lært?

Vi har lært, at en filmfestival selv i normale tider bør have en onlinekomponent, så den kan nå folk i hele landet. Vi har lært, at projektpræsentationer kan fungere på Zoom, og det betyder, at vi kan skære ned på vores flyrejser rundt i verden.

Vi har stadig en masse at lære, men CPH:DOX gav os den bedste lektion i, hvordan vi kan begynde at takle krisen. Sammen.