Hvilken uddannelsesretning er mest erhvervsrelevant: ingeniørstudiet eller antropologistudiet?

Spørger man to af Danmarks mest succesfulde virksomheder, LEGO og Coloplast, er svaret mindre entydigt, end man skulle tro. De har hårdt brug for begge typer af kompetencer, og det samme gælder en række andre internationale koncerner, hvor humanistiske og samfundsvidenskabelige discipliner, ikke mindst fra antropologien, har skabt helt nye markedsmuligheder. I Coloplast er antropologiske feltstudier ligefrem blevet drivkraften i virksomhedens produktudvikling.

Det fremgår af bogen ”The Moment of Clarity”, som grundlæggerne af konsulentvirksomheden ReD Associates, Mikkel B. Rasmussen og Christian Madsbjerg, netop har udgivet på Harvard Business Review Press.

Budskabet er et veltimet korrektiv til den aktuelle debat om universitetsuddannelsernes ”relevans”. I en ny rapport konkluderede Danmarks Akkrediteringsinstitution i sidste uge, at kun lidt over halvdelen af de eksisterende uddannelser opfylder relevanskravet på ”en tilfredsstillende måde”. Vurderingen bygger på seks kriterier, hvoraf det første er ”et klart erhvervssigte”.

Men hvad betyder det egentlig? Og hvem definerer det?

Aftagere er ikke sandhedsvidner

Ifølge universitetsloven skal dette bl.a. fastlægges af de såkaldte aftagerpaneler – repræsentanter for de virksomheder og institutioner, der efterfølgende kan forudses at ansætte kandidater fra den pågældende uddannelse.

Men har de virkelig så stor indsigt i den langsigtede samfundsudvikling, at de kan afgøre, hvad der er relevant om fem eller ti år? Ville man for ti år siden have peget på antropologi som et fag med et ”klart erhvervssigte”?

Fremtiden har altid været svær at forudse – og det må ikke blive en undskyldning for manglende planlægning. Men netop nu befinder vi os i et teknologisk, socialt og økonomisk opbrud, som i de kommende år vil ændre de fundamentale forudsætninger for at drive virksomheder og udvikle samfund. Det er ikke en krise eller et overgangsfænomen, men en ny normaltilstand.

At tro på, at mere eller mindre tilfældigt sammensatte aftagerpaneler er de sandhedsvidner, der kan fortælle universiteterne, hvad de skal satse på det næste årti, er i bedste fald naivt – i værste fald skadeligt.

Skulle man til punkt og prikke følge anbefalinger, der kun var dikteret ud fra øjeblikkelige behov, ville man på få år komme helt ud af trit med virkeligheden. Hér kunne man hurtigt spilde mange uddannelsesmilliarder – og akademiske talenter.

Derfor er det heller ikke overraskende, at ordningen er en meget betinget succes.

Akkrediteringsinstitutionen konkluderer, at det er vanskeligt for universiteterne at gennemføre processerne: Aftagerne mangler ofte viden om uddannelserne, de inddrages ikke reelt i udviklingsarbejdet, de er ikke repræsentative nok etc.

Problemerne tyder på, at aftagerpanelerne er et bureaukratisk projekt, som ikke lever op til sine egne relevanskriterier. Dels er de ikke på omgangshøjde med opgavens omfang og kompleksitet, dels prioriterer universiteterne dem tilsyneladende ikke voldsomt højt. De har utvivlsomt også svært ved at forstå, hvordan og hvorfor de kortsigtede erhvervshensyn skal indpasses i en langsigtet uddannelsesplanlægning.

Pick the winner

Dette freder naturligvis ikke universiteterne fra at forholde sig langt mere systematisk, struktureret og koordineret til samfundets fremtidige vidensbehov. Her er der brug for langt mere ambitiøse midler end tilfældigt sammensatte aftagerpaneler.

Som udgangspunkt er det nødvendigt at slå fast, at aktuelle erhvervsspecifikke behov aldrig må være retningsgivende for, hvilke basale kompetencer og værdier et samfund skal bygge på.

Erhvervslivet har en stærk aversion mod den såkaldte pick the winner-tænkning, hvor man forestiller sig, at man kan udpege fremtidens vindervirksomheder og vinderindustrier. Men ironisk nok argumenterer store dele af erhvervslivet nu for, at man godt kan udpege vinderne, når det handler om uddannelse.

Den langsigtede udvikling af de videregående uddannelser bør være en højt prioriteret satsning på universiteterne. De må kunne fremlægge den viden og de forventninger til samfundsudviklingen, som begrunder deres beslutninger om at oprette, nedlægge eller bevare de enkelte uddannelser.

Her skal de ikke skele til erhvervslivets behov alene, men anlægge et bredt perspektiv. Det kræver, at universiteterne udvikler en ny tværgående kompetence: Fremtidsforskning.

Langtidsholdbare uddannelser

Universiteterne er i forvejen tvunget til at tænke og handle langsigtet. Men det er en opgave, som bliver stadig vigtigere og vanskeligere. Der er brug for, at universiteterne gør langsigtede uddannelsesstrategier til en kernekompetence og udvikler raffinerede og avancerede metoder og værktøjer til at løfte opgaven. Her kan de måske lære lidt af den tænkning og de metoder, som beskrives i ”The Moment of Clarity”:

Universiteterne må, nøjagtig som enhver privat virksomhed, udvikle en tæt forståelse af den fremtidige udvikling på markedet, hvis deres produkter – uddannelserne – fortsat skal skabe værdi for kunden – det omgivende samfund.

Skal de levere uddannelser med langtidsholdbarhed i en verden under konstant forandring, kræver det, at de gør sig til eksperter i at afkode og uddrage fællesnævneren i komplekse megatrends, så de løbende kan tilpasse sig varierende behov.

Det drejer sig ikke kun om deres egen konkurrenceevne, men om hele samfundets.

Brat opvågnen

Rent praktisk kunne man forestille sig, at universiteterne i fællesskab etablerer en institution, der har som formål at sikre en langsigtet innovation af de videregående uddannelser. Den må selvsagt bygge på de mest avancerede erfaringer og modeller inden for fremtidsforskning, scenarieudvikling etc. Det vil ikke give svaret på alle relevante spørgsmål, men bidrage til at opbygge en dybere forståelse for fremtidens kompetencebehov og opstille de nødvendige pejlemærker for universiteterne.

En sådan institution må også tilføres tilstrækkelige midler til at sikre, at den ikke blot ender som et lille hengemt institut, der med jævne mellemrum barsler med små rapporter. Den må have en uafhængig status på niveau med Nationalbanken. En fremskrivning af samfundets kompetencebehov under forskellige forudsætninger er langt vigtigere for konkurrenceevnen end nok så mange økonomiske og finansielle analyser, og opgaven bør prioriteres herefter.

Ét er sikkert: Den nuværende tilstand er ikke tilfredsstillende eller holdbar. Hermed også sagt, at det ikke kan være nok så brede brugerpaneler, der dikterer, hvordan samfundets største og mest centrale vidensinstitutioner skal prioritere. Det vil i givet fald reducere dem til avancerede AMU-centre, der leverer uddannelser på højt niveau ud fra arbejdsmarkedets kortsigtede behov.

Der er brug for at vende denne tænkning på hovedet. En ny fælles institution kunne netop udvikle den viden og indsigt, som ville gøre universiteterne i stand til at rådgive virksomhederne om deres fremtidige markeder, vækstmuligheder og kompetencebehov – også med skræddersyede analyser til virksomheder, der har brug for udfordrende og innovative input.

Man kan selvsagt forestille sig mange andre løsninger på problemet. Men den nuværende duer ikke.

Den nye uddannelsesminister, Sofie Carsten Nielsen, kaldte rapporten fra Danmarks Akkrediteringsinstitution for et wake-up call. Det er den også. Spørgsmålet er blot, hvad den bratte opvågnen fører til: Skal vi falde i søvn igen? Eller skal vi benytte anledningen til at levere den nytænkning, udfordringen kræver – og som akkrediteringen indirekte efterlyser?