Offentlige indkøb skal skabe job og vækst i det private

Den offentlige sektor er et svært tilgængeligt marked for mange små og mellemstore virksomheder. De offentlige indkøb udgør ca. 290 milliarder kr. om året, men kompliceret jura og detaljerede krav skræmmer mange fra at byde på opgaverne. Dermed går Danmark glip af et stort innovations- og vækstpotentiale. Dansk Erhverv og IT-Branchen opfordrer regeringen til at gøre det offentlige marked mere attraktivt for små virksomheder i den kommende strategi for intelligente offentlige indkøb. Organisationerne efterlyser samtidig et fokus på innovation og langsigtede effektiviseringsgevinster frem for kortsigtede besparelser. 

Når Jørgen Knudsen er på jagt efter opgaver til sin virksomhed, springer han som regel de offentlige indkøbere over. Han er direktør for Mjølner Informatics, en software-virksomhed med 75 medarbejdere. Og virksomheder i den størrelse kan kun byde på mindre offentlige udbud, hvor omkostningerne typisk er alt for store i forhold til opgavens omfang.

”Vi skal tit bruge rigtig mange ressourcer på at forholde os til meget komplekse udbud. Det kan gøre det dyrt og kompliceret at byde på offentlige udbud. Vi er en lille leverandør, og det ender tit med, at vi holder os væk.”

På en gennemsnitlig arbejdsdag shopper offentlige indkøbere i Danmark for over 1 milliard kr. De samlede indkøb løber op i 290 milliarder kr. om året – svarende til ca. 17 pct. af BNP. Se figur 1. Men store dele af dette kolossale marked er svært tilgængeligt for Danmarks små og mellemstore virksomheder. Det skyldes bl.a., at de offentlige udbud tit indeholder meget omfattende og detaljerede krav, som driver omkostningerne i vejret. Kontrakter på mere end 100 sider plus bilag er snarere reglen end undtagelsen. 

Login