Kulturanbefaling af 
Cecilia Lonning-Skovgaard

Kærlighedstragedie, københavnertanker og rockforløsning

Cecilia Lonning-Skovgaard har været en tur i Det Kongelige Teater og se ballet baseret på berømt kærlighedstragedie. Hun anbefaler bog af tidligere socialdemokratisk overborgmester og ser tilbage på en euforiserende koncertoplevelse med stort dansk rockband i Parken.

Set

Fakta

Hun er borgmester for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune, valgt for Venstre. Hun genopstiller som Venstres spidskandidat til kommunalvalget 2021.

Jeg vil anbefale alle at gå ind og se balletten ’Romeo og Julie’ på Det Kongelige Teater. Det er en ballet, som man kan nyde, uanset om man tilhører det garvede balletpublikum, eller om man kommer som førstegangsseer, fordi alle kender historien om de to elskende fra de rivaliserende familier. Jeg så den sammen med min mor i starten af oktober, hvor Ida Praetorius og Ryan Tomash dansede hovedrollerne, og det var vidunderligt at være tilbage på en udsolgt Gamle Scene. Balletten er fortryllende smuk – ikke mindst i de scener, hvor vi ser de to unge danse alene sammen – ligesom musikken af den russiske komponist Sergej Prokofjev er gribende. Og selvom man ved, hvordan det ender, kan man ikke undgå at blive revet med af, hvordan stormende forelskelse og lykke bliver til dyb sorg og tragisk undergang.

Læst

Jeg har netop lagt tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsens bog ’Jeg er københavner – Kramer og byens kraner’ fra mig. Bogen er velskrevet – og mens første halvdel dvæler vel meget ved Kramers opvækst, arbejdermiljøet, sammenholdet i DSU, og andet socialdemokratisk romantik, er anden halvdel rasende spændende. Her oprulles hele Københavns udvikling fra fallit til sprudlende metropol – en udvikling, som blandt andet skyldtes Kramers insisteren på, at økonomisk genopretning forudsatte både et aktivt erhvervsliv og kulturelle tilbud til borgerne. Og så minder han klogt om, at der som udgangspunkt aldrig er nogle, der er begejstrede for byudvikling. Netop angående nutidens heftige debatter om Amager Fælled og Lynetteholm er det interessant at huske på, at også udviklingen af Nordhavn, anlæggelsen af metroen og dannelsen af Amager Strandpark i sin tid var genstand for voldsom kritik og modstand.

Hørt

Jeg har ikke kunnet slippe The Minds of 99-hittet ’Ung Kniv’ siden deres koncert i Parken i september. Det var en vild og berusende oplevelse at se Niels Brandt sprinte op på scenen og – akkompagneret af 50.000 fans – lægge for med ”OOOOOG vær hilset, min ven … Godt at være hjemme igen …”. Niels Brandt har tidligere fortalt, at sangen for ham handler om vitalitet, om ikke at kunne finde ro, om at ville ud på eventyr – og det fik en ekstra dimension dén aften i Parken. Det begejstringsbrøl, han blev mødt af, var en forløsning, en kraft og en hyldest til friheden efter halvandet år med restriktioner og begrænsninger. Og hver gang jeg siden har hørt sangen, smiler jeg og begynder at rocke med – og glæder mig til nye koncertoplevelser med bandet i 2022.

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu