Det arbejde, der i disse måneder udføres i Produktivitetskommissionen, er betydningsfuldt for Danmark. Man kan læse om det i kommissionens nyligt offentliggjorte debatoplæg: Det handler om velstand og velfærd.

Der skal nok komme vigtige resultater ud af arbejdet – i hvert fald på papiret. Dog nærer jeg en stærk tvivl om, hvilke konkrete handlinger der kommer ud af det. I særlig grad på den korte bane, som jeg mener er Produktivitetskommissionens primære fokus. Her handler det om, hvad vi præsterer med de givne ressourcer og strukturer, og hvordan Danmark imødekommer den akutte produktivitetsudfordring.

På lidt længere sigt er der dog grund til at stille nogle mere fundamentale spørgsmål: Udfører, gør, værdsætter og måler vi overhovedet det rigtige? Og måler vi det rigtigt?

Det langsigtede handler om, hvad vi i fremtiden vil forstå ved et samfunds produktion og produktivitet. Bl.a. hvordan vi vil opfatte et begreb som ”bruttonationalprodukt”.

Her synes én ting sikker: Vores nuværende forståelse af begrebet om BNP er ikke tilstrækkelig. Den har så store indbyggede svagheder, at jeg undrer mig over, at vi ikke allerede er kommet meget længere med at finde brugbare og respekterede afløsere. Helt sikkert er det, at begrebet bæredygtighed i en bred og almindelig betydning af ordet nødvendigvis må indgå i fremtidens produktivitets- og produktionsmålinger, således at vi om kort tid vil komme til at bruge udtrykket ”bæredygtig produktivitet”.

Jeg vil her slå en tone an, der handler om det helt generelle og overordnede spørgsmål: Hvordan udnytter og behandler vi vore mennesker?

Vi har udviklet et meget demokratisk, involverende og inkluderende samfund – i hvert fald i forhold til en række andre lande. Det skal vi værne om. Det handler om det bedste i det danske velfærdssamfund.

Men der er en bagside af dette, som handler om, at vi på nogle områder og måder er gået for vidt, er blevet for sløve, for overfladiske, stiller for få krav og tolererer for meget snik-snak. Vi har givet mennesker for lette vilkår, har udelukket mennesker fra en række ting i inkluderingens og velfærdsbegrebets hellige navn, har givet mennesker for mange valg og for lette muligheder.

Jeg tror, at vi har et problem her. Et problem, der også er et produktivitetsproblem. Bruger vi os selv, vore mennesker, både ordentligt og produktivt? Lad mig give nogle konkrete eksempler på fire forskellige områder:

Overførselsindkomster

Hvad skal der ske med de hundredetusinder af mennesker, der af en række forskellige og ikke altid særlig gode grunde holdes uden for arbejdsmarkedet?

Vi taler om et meget stort antal mennesker i Danmark, der – hvis der var job – ikke ville få disse job, fordi de er uegnede. De er ikke ’måske uegnede’: De er defineret ind i kasser, systemer, diagnoser og kategorier, som definerer dem som og gør dem uegnede – i princippet til hvad som helst. Der er intet at gøre.

Men som en klog mand engang sagde: ”De, der ikke duer til noget, duer til noget andet”. Vi bliver nødt til at se og regne med alles kompetencer, alles meget forskellige kompetencer. Alle mennesker har noget at bidrage med.

I det omfang, hvor der ikke er tilstrækkeligt mange normale job, er det et problem, at mange af disse mennesker ikke får lov til at beskæftige sig med alternative produktioner i alternative virksomhedsformer. F.eks. i socialøkonomiske virksomheder, som så samtidig bliver målt og dermed kommer til at indgå i de officielle produktivitetsmålinger.

Her når jeg tilbage til det spørgsmål, der på længere sigt er det mest interessante: Hvad vil vi måle, og hvorledes vil vi måle det? Hvad er produktivt arbejde, og hvorledes måles produktivt arbejde?

Universiteterne

Et vigtigt og kontroversielt område handler om vore såkaldt højere uddannelser: universiteterne. Rundt omkring på vore universiteter er der rigtig mange og meget dygtige studerende. Det er der ingen tvivl om, og det gælder de fleste studerende. Mange får fremragende undervisning af dygtige og motiverede lærere. Det kommer der produktivitet og meget andet godt ud af.

Men – for der er et men – der findes en gruppe studerende, som ikke synes tilstrækkeligt motiverede og måske heller ikke er dygtige nok på de områder, som er fundamentale for et universitetsstudie. De henslæber 5-7 år på et universitet, hvorefter de får en ubrugelig kandidateksamen.

I virkeligheden skulle disse unge aldrig være blevet indskrevet på et af de – måske forældede – universiteter. De skulle aldrig have haft en bachelor- eller kandidateksamen.

Disse unge mennesker har rigtig mange kompetencer, evner, intelligenser, men de er ikke egnede til det nuværende universitet. De er fejlplacerede, hvilket er utilfredsstillende for den enkelte såvel som for samfundet som helhed.

Det er den ene side af denne sag. Den anden side er, at rigtig mange studerende modtager en ringe – om nogen – undervisning. Det kan gå an, hvis det er dygtige studerende, dygtige i betydningen ”velegnede til det nuværende universitetssystem”. Så vil de komme langt med selvstudier og andet. Men de studerende, der dybest set slet ikke er egnede, kommer selvfølgelig virkelig i vanskeligheder, når undervisningen er begrænset og af ringe kvalitet.

Hvad samfundet og de unge selv spilder i dette system, er ikke let at gøre op. Men min vurdering er, at det drejer sig om rigtig mange ressourcer.

Evalueringer og undersøgelser

Vi undersøger og evaluerer i én uendelighed, men ofte uden at der kommer noget ud af det. Vi har klagesystemer, så guderne må sig forbarme. Vi nedsætter udvalg, arbejds- og ekspertgrupper, forsknings- og udviklingsgrupper, projekt- og udredningsgrupper, kommissioner etc. i lange baner. Igen må man spørge: Hvad kommer der ud af det?

Ofte ingenting. Vi tillader os en masse ikke-værdiskabende, ikke-produktive aktiviteter. Hvis der så kom noget andet ud af det, f.eks. grundlæggende ny viden eller livskvalitet for de involverede mennesker, ville det kunne forsvares. Ofte er det bare ikke tilfældet. Meget af det er rent ud sagt tidsspilde.

Hvis vi tænker og handler, som vi plejer, kommer vi ingen vegne med disse observationer og fænomener. Vi skal turde tænke nye tanker om, hvad vi vil måle, hvordan vi vil måle det, og hvorledes vi vil handle på baggrund af disse nye mål og målinger.

Møder

Man kan med rette spørge, om vi snakker for meget og for overfladisk og handler for lidt? Vores møde- og snakkekultur tyder på det, og det giver sig de mest groteske udslag.

Vi holder utallige møder, hvis værdi må betvivles. Hver dag afholdes der mange møder i Danmark, som intet fører til, ud over mere stress, frustration, desillusion og mere følelse af meningsløshed og eksklusion.

Jeg tør ikke tænke på, hvilket omfang og hvilke negative konsekvenser det har, men det er stort. Selvfølgelig skal der holdes møder, men møder, der afholdes i professionelt regi, skal altid være værdiskabende på en eller anden måde, dvs. bidrage til produktiviteten i virksomheden, i samfundet. Prøv at overveje værdien af de sidste tre møder, du i en arbejdsmæssig sammenhæng har deltaget i. Har de alle bibragt værdifulde resultater?

Læs flere indlæg af Steen Hildebrandt her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.