Fejl og fakta

Faktatjek-journalistikken er TjekDets kerneopgave. Vi skal give danskerne information, der kan hjælpe med at navigere i et demokrati.

TjekDets redaktionelle linje skal være kendetegnet af uafhængighed, transparens, alsidighed, grundighed, ansvarlighed og klar formidling. Grundlaget for et faktatjek skal hvile på faktuel videnskabelig dokumentation.

Vi tilstræber os altid at indsamle og formidle faktuel korrekt viden. Vi skal være nuancerende, præcise og undgå fejl og misforståelser.

Vi følger reglerne i Medieansvarsloven og er tilmeldt Pressenævnet, hvorfor vi blandt andet følger nævnets vedledning om god presseskik om berigtigelsespolitik. Desuden er TjekDet certificeret medlem af det internationale faktatjeknetværk IFCN. Dette indebærer, at TjekDet også skal overholde en række supplerende retningslinjer om berigtigelser.

Proces og politik

Opdager vi selv en fejl, så retter vi den på eget initiativ.

Vi forholder os altid til henvendelser om fejl eller krav om berigtigelser. Er der tale om væsentlige klager, der baserer sig på faktuelle forhold i et faktatjek, vil redaktionen, hvor det er nødvendigt, bruge den nødvendige tid til at efterprøve det eventuelle faktuelle grundlag, som en henvendelse hviler på.

Vi tilføjer artiklerne en oplysning om, hvad og hvor der er foretaget rettelser eller tilføjelser i de pågældende artikler. Desuden tilføjes disse rettelser og tilføjelser til en generel oversigt over artikler, hvor sådanne er foretaget. Listen finder du nedenfor på denne side.

Er en fejl væsentlig, så ændrer vi konklusionen på vores faktatjek, og berigtigelser af væsentlig karakter skal bringes på alle vores udgivelsesplatforme - uanset om det er på vores hjemmeside eller sider på sociale medier.

Korrektioner og rettelser, der har karakter af ændring af sproglige fejl eller formuleringer, der ikke umiddelbart ændrer artiklens budskab væsentligt, foretages, uden at der oplyses herom i artiklerne.

Almindelige kritiske kommentarer om eller generelle øvrige holdningstilkendegivelser til en artikel betragtes ikke som en klagesag, der falder ind under ovenstående retningslinjer.

Generelle krav til genmæle

TjekDet følger kravene til genmæle, som foreskrevet i Medieansvarslovens kapitel 6.

Loven foreskriver blandt andet, at de påklagede oplysninger skal vedrøre dig selv som person, virksomhed, forening, organisation, eller lignende. Man har ikke krav på genmæle, hvis de oplysninger, der er bragt, vedrører andre eller vedrører en ubestemt gruppe.

De bragte oplysninger skal være forkerte. Oplysningerne skal være af faktisk karakter.

Du kan læse mere om kravene til genmæle her

Sådan kontakter du redaktionen

Har du opdaget eller ønsker at påpege en fejl, misforståelse eller manglende nuance, hører vi meget gerne fra dig. Du kan skrive til emailadressen [email protected], eller du kan skrive til journalisterne bag artiklen. Navnet står anført øverst i artiklen. Klikker du på hans eller hendes navn kommer du videre til en biografi, hvor du finder kontaktinformationer.

Du er også velkommen til at skrive til TjekDets redaktør Thomas Hedin på emailadressen [email protected].

TjekDet er omfattet af Pressenævnets kompetence, hvorfor en klage kan indbringes for Pressenævnet, i fald du ikke er tilfreds med vores svar.

Er du af den opfattelse, at TjekDet ikke overholder disse IFCN-retningslinjer, kan du kontakte netværket her.

Du kan læse mere om vores formål, etiske og redaktionelle regelsæt samt arbejdsprocesser ved at klikke her.

Du vil desuden altid kunne få et overblik over i hvilke artikler, vi i løbet af de seneste 12 måneder har fortaget større rettelser eller væsentlige ændringer. Oversigten finder du herunder.  

I løbet af de seneste 12 måneder har redaktionen foretaget tilføjelser og korrektioner til følgende artikler:

Nej, smittetrykket er næppe lavere i Skåne end i Region Hovedstaden
Udgivet: 8. juni 2020. Opdateret 12. juni 2020.
Efter udgivelsen af denne artikel har Statens Serum Institut i øvrigt besluttet ikke længere at bruge begrebet "smittetryk", men i stedet omtale beregningen som "kontakttallet".

Nej, influenzavaccinerede vil ikke teste falsk positiv for corona i de hvide telte
Udgivet: 1. maj 2020. Opdateret 19. maj 2020.
Efter artiklens udgivelse er opslag med samme påstand, som denne artikel handler om, begyndt at florere. Det nye opslag er tilføjet denne artikel og ligeledes faktatjekket.

Forvirring om (falsk) coronaskilt: Mener hun virkelig det helt alvorligt?
Udgivet: 1. maj 2020. Opdateret: 1. maj 2020.
Det fremgik tidligere af artiklens tekst, at der stod Give me freedom or give me death på den uredigerede version af skiltet. Det er en fejl, da der på skiltet, der også gengives i artiklen, rettelig står Give me liberty or give me death.

Corona: Vi aner ikke, om malariamedicin virker – og forsøget kan være farligt
Udgivet: 25. marts 2020. Opdateret 16. april 2020.
Det er tilføjet, at Didier Raoult er både mikrobiolog og professor.

Testforvirring: Derfor kunne hjælp fra Sydkorea ikke coronateste flere danskere
Udgivet: 27. marts 2020. Opdateret: Henholdsvis 30. marts 2020 og 31. marts 2020.
Artiklen manglede væsentlige nuancer. Det er tilføjet, at en række eksperter over for andre medier anser antistoftest som vigtige for bekæmpe coronavirus og genåbne samfundet. Det fremgik ikke tidligere af denne artikel. Det fremgik heller, at tilbud om testkapacitet fra universiteter og medicinalfirmaer sagtens kan vise sig anvendelige. Det er nu præciseret. Det er også tilføjet, at Svend Ellermann-Eriksen mener, at antistoftesten er god at bruge epidemiologisk, når den er helt klar. Den vurdering indgik ikke klart nok ved artiklens udgivelsen. 

EU kan ikke tvinge Danmark til at stille med soldater – hverken med eller uden forsvarsforbehold.
Udgivet: 23. januar 2020. Opdateret: 28. januar 2020.
Artiklen opdateret med kommentar fra forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Har Mette Frederiksen skrottet grundloven og listet EU's bankunion ind ad bagdøren?.
Udgivet: 13. januar 2020. Opdateret: 13. januar 2020. 
Det fremgik, at påstandshaveren stillede op som kandidat for Folkebevægelsen mod EU ved europaparlamentsvalget i 2019. Det var ikke korrekt. Han forsøgte at blive det, men opnåede ikke kandidatur.

Har vinter erstattet jul? Nu hagler kritikken ned over Aldis medister.
Udgivet: 18. november 2019. Opdateret 18. og 19. november 2019.
Artiklen er efter deadline opdateret med kommentar fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup. 

Vaccineskeptikere vildleder om dansk HPV-forskning: “Deres studie viser det modsatte”.
Udgivet: 1. november 2019. Opdateret: 1. og 7. november 2019. 
Det fremgik tidligere af artiklen, at påstandshaverens svar til TjekDet var læst læst igennem af unavngivne personer. Dette bestrider disse personer. Oplysningen er derfor fjernet. De navngivne personer oplyser dog senere, at de faktisk modtog påstandshaverens svar, men at de ikke forholdt sig til det faktuelle indhold.

Så mange udlændinge har fået dansk statsborgerskab de seneste 40 år.
Udgivet: 15. oktober 2019. Opdateret: 15. oktober 2019. 
Af artiklen fremgik det tidligere som en betingelse for statsborgerskab, at man ikke er idømt ubetinget fængsel på halvandet år eller mere. Reglerne blev dog sidste år skærpet med yderligere betingelser. Disse er tilføjet. 

Borgmester siger kommunerne har brug for tre mia. kr. Men hvor kommer tallet fra?.
Udgivet: 13. september 2019. Opdateret: 16. september 2019. 
Det fremgik af artiklen, at 620 millioner kroner i den nye økonomiaftale var afsat til handicapområdet. Der skulle have stået, at 600-700 af det 1.700 millioner kroner store løft af kommunernes økonomi er begrundet i stigende udgifter på handicapområdet. 

Tusindvis har delt: Falsk haj-advarsel skal sælge edderkoppetøj.
Udgivet: 29. august 2019. Opdateret: 29. august 2019.
Kommentar fra påstandshaver tilføjet.

Fejl i artikel om gammel advarsel mod hæveautomat-svindel.
Udgivet: 25. juni 2019. Opdateret 25. juni 2019. 
Artiklen har tidligere givet udtryk for, at der aldrig har været konstateret svindel med fuptastaturer i danske hæveautomater. Det er forkert.

Cannabis-svindlere fupper syge og håbefulde danskere.
Udgivet: 11. juni 2019. Opdateret: 11. juni 2019. 
Det fremgik tidligere af artiklen, at det er ulovligt at køre bil med THC i blodet, og at det ville medføre frakendelse af kørekortet i tre år. Men lovgivningen på området er ændret, og nu kræver det et THC-indhold i blodet på over ni mikrogram pr. liter blod, førend kørekortet inddrages i tre år.

Har Riskær ret i, at 80 procent af skatten betales af den arbejdende befolkning? 
Udgivet: 28. maj 2019. Opdateret: 28. maj 2019. 
Det fremgik tidligere af artiklen, at virksomheder ikke betaler moms. Dette er ikke korrekt. Nogle virksomhedsudgifter er momsbelagte.

VALG 2019: Kvinder nedgøres oftere end mænd i politiske debatter på sociale medier.
Udgivet: 28. maj 2019. Opdateret: 20. juni 2019. 
Overskriften var tidligere "Kvinder får langt flere verbale bank på sociale medier end mænd". Overskriften er nu ændret, så den i højere grad understreger, at artiklen specifikt handler om den politiske debat på sociale medier under valgkampen 2019.

Hemmeligt dokument, der ikke er hemmeligt, binder ikke EU til migrationsaftale.
Udgivet: 1. maj 2019. Opdateret: 10. maj 2019. 
I artiklen stod der, at Breitbart kalder dokumentet for hemmeligt. Det er ikke mediet, men derimod udenlandske politikere, der kalder dokumentet hemmeligt. 

 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu